Svigter hukommelsen og dit fokus?

Mange med MS oplever, det vi kalder kognitive problemer. Det kan både være din evne til at planlægge, huske og fokusere. Her kan du læse om de typiske vanskeligheder med kognition, og hvad du kan gøre for at holde din hjerne i form. 

MS kommer aldrig belejligt

Det kan være chokerende pludselig at blive diagnosticeret med MS. Hvad gør jeg nu? Den psykiske reaktion på MS diagnosen, kan være en hindring for en aktiv deltagende livsstil. Meget kan virke håbløst og uoverskueligt. Lav en vurdering og prioritering af de krav, der stilles til dig og derefter en konkret plan for en prioriteret livsstil. Det betyder ikke, at du har en nej-hat på, fordi du lytter til dig selv. Lær at vælge til og lær at vælge fra. 

Jeg er trist og bekymret!

Tristhed og bekymring er naturlige reaktioner på en erkendelse af en kronisk sygdom som MS. Mind dig selv om, at det er okay at være ked af det. Det er vigtigt, at de triste tanker ikke tager overhånd.

Der findes i dag mange midler og metoder til behandling og bearbejdning af depression og angst. Medicinsk antidepressiv behandling kan hjælpe nogle, men også deltagelsen i mindfulness-programmer kan være vejen frem til et mere afklaret og lyst livssyn. De fleste vil også have mulighed for at modtage hjælp og rådgivning fra psykologer med speciel indsigt i MS og de medfølgende problemstillinger. Tal med dit behandlerteam om de konkrete muligheder, så i sammen finder frem til løsningsmodeller, der passer til dig og din situation.

Har du prøvet hjernegymnastik?

Det er utroligt vigtigt, at du holder din hjerne i form, ligesom det er godt at holde din krop stærk. Din MS kan påvirke dine kognitive evner såsom koncentrationsevne og hukommelse.

Brug noget tid på en god bog eller løs nogle sudoku opgaver. Din hjerne er som en muskel, og kun ved aktivitet holder du den i form. 

Updated: 08-02-2019