Hvad er egentligt Multipel Sclerose?

Multipel Sclerose (MS) er en neurologisk sygdom, som angriber fedtvævet omkring nervefibrene i din hjerne og i din rygmarv. 400-600 danskere får diagnosen om året – det svarer til 9 personer ud af 100.000 indbyggere. Man ved ikke, hvorfor MS opstår, og der findes i dag ikke nogen helbredende behandling – men der findes medicin, der kan hjælpe med at bremse sygdommen.

Hvem rammes af Multipel sclerose?

Både mænd og kvinder rammes af MS, men statistikken viser, at cirka dobbelt så mange kvinder som mænd bliver diagnosticeret med MS.

De fleste MS patienter møder første gang et MS-sympton i alderen 20-45 år. For mange har den alder stor betydning for planerne for fremtiden, så derfor kan diagnosen ofte blive en tung byrde. Mange lever videre og har sygdommen under kontrol. Læs mere om MS og sundhed her.

Nej - det er ikke dine muskler, der svigter dig.

MS er en autoimmun sygdom, som angriber fedtvævet omkring nervefibrene i hjernen og rygmarven. Dit immunforsvar opfatter dine egne celler som ”fremmede”, og ved angrebet opstår der en betændelsestilstand. Efterhånden som fedtvævet bliver nedbrudt og skadet, kan du opleve nogle forskellige symptomer.  Se symptomerne her.

Nervevævet bliver derfor gradvist erstattet af arvæv, også kaldet plaks. Plaks kan gøre det svært for kroppen at overføre nervesignaler.

Din muskulatur bliver altså ikke ramt. Du kan faktisk opleve, at du lettere kan håndtere dine symptomer, når du styrker din muskulatur med fysisk træning. Læs mere om træning her.

Multipel sclerose betyder ”mange ar”. De ’mange ar’ eller ’plak’, som det også kaldes, er netop dem der opstår i centralnervesystemet ved en betændelsestilstand.

Updated: 08-02-2019